Stressfaktorer i arbejdslivet
Arbejdsrelateret stress kan skyldes en lang række psykiske og fysiske forhold, fx arbejdets organisering og indhold, personlige udviklingsmuligheder, samarbejdsrelationer samt støtte og anerkendelse.
Hvad er stress?
Stress opstår typisk i situationer, hvor der er ubalance mellem krav, påvirkninger og dine muligheder for at tackle situationen. Det kan både gælde i arbejds- og privatlivet.
Definition på stress
Stress er ikke en sygdom, men en reaktion på belastninger, der bliver forværret i negativ retning, jo længere tid den står på. Derfor har du selv og din arbejdsplads et vigtigt fælles ansvar i at forebygge stress så tidligt som muligt.
Kort lunte, søvnproblemer, manglende energi og overskud, hjertebanken, tristhed, nemt til tårer, svært ved at koncentrere dig eller manglende lyst til at være sammen med andre? Alt sammen kan være symptomer på stress. Husk, at det er en reaktion på belastning – og du kan komme ud af den! Men det tager tid, hvis det har stået på længe, og kan være alvorligt for dit helbred. Lyt til din krops signaler og dine omgivelsers kommentarer til dig, så tidligt som muligt.
Vi kan alle opleve stress, men det som stresser den ene, stresser ikke nødvendigvis den anden.
Der er ofte flere årsager, som kan føre til stress – og det er ofte en reaktion på flere enkeltstående belastninger og påvirkninger, som kan medvirke til stressen. Det kan være krav og påvirkninger fra dine omgivelser – fx mange arbejdstimer, højt arbejdspres eller dårligt psykisk arbejdsmiljø. Det kan også være kombineret med dine egne ambitioner og krav til dig selv – blandet sammen med faktorer som uforudsigelighed og manglende indflydelse på dine arbejdsopgaver. Måske har du også et travlt børnefamilieliv? Der er mange kombinationer, som kan få bægret til at flyde over.
Når stress bliver sundhedsskadeligt for din krop og psyke, er det bl.a. fordi, at der over en længere periode, uger eller måneder, er en ubalance mellem på den ene side krav og påvirkninger, og på den anden side de ressourcer og muligheder, du har for at håndtere og tackle situationen. Du kæmper for at leve op til det hele uden ind imellem at få mulighed for at slappe af og samle kræfter.
Alle kan komme i situationer, som kan føre til kortvarig stress, hvor din krop kortvarigt er i alarmberedskab. Kortvarig stress er kroppens naturlige måde at reagere på, når den bliver overbelastet, føler sig truet eller udsættes for en fare – en medfødt naturlig overlevelsesmekanisme. Dit nervesystem og krop bliver aktiveret til at yde sit bedste, du udløser stresshormoner (kortisol), hjertet pumper hurtigere mv., og du får nok energi til at klare den kommende udfordring. Kortvarig stress op til aflevering af en opgave, jobsamtale eller flytning får dig til at præstere bedre og skærper din opmærksomhed. De kropslige reaktioner ved kortvarig stress kan give symptomer som:
Det er vigtigt, at der efter kortvarig stress er rum til at stoppe op, puste ud og hvile sig – så kroppen kommer tilbage til normal igen og ikke bliver belastet i en længere periode.
Når du er langvarigt stresset, er din krop hele tiden i alarmberedskab, og du har vænnet dig til at være i overhalingsbanen. Ved langvarig stress er selverkendelse vanskelig, fordi dit system ofte vænner sig til de belastende omstændigheder ganske langsomt – du bliver så og sige fartblind. ”Jeg skal bare lige gennem den her periode, så bliver det bedre...”.
Den kortvarige stress bliver afløst af langvarig stress, og stresshormonernes ellers positive effekt bliver sundhedsskadelige. Langvarig stress opstår, når der er ubalance mellem de udfordringer, du står overfor, og dine muligheder for at håndtere dem.
Langvarig stress kan vise sig i form af en række 1) fysiske, 2) psykiske og 3) adfærdsmæssige symptomer, og ofte vil alle tre områder være påvirket af stressen samtidig.
Symptomerne på langvarig stress er mange og individuelle. Du kan blive påvirket fysisk, psykisk og på din adfærd. Det kan nogle gange være svært selv at opdage, hvornår du har symptomer på stress. Derfor er det vigtigt at mærke efter og lytte til din krop og psyke, men også lytte til, hvad dine kolleger, ægtefælle og nærmeste venner fortæller dig. Når du har det dårligt fysisk og psykisk på grund af stress, så ændres din måde at være på både over for dig selv og dine omgivelser.
Det er ofte denne ændrede adfærd, dine omgivelser reagerer på, som du måske ikke selv er bevidst om. Vær også opmærksom på, at negative følelser som øget irritabilitet eller nervøsitet kan være tegn på en ubalance, som du bør forholde dig til.
Det er en rigtig god idé at tale med din arbejdsgiver, dine venner og familie og/eller din læge/psykolog, hvis du er bekymret for, om du har symptomer på stress, eller har haft en overbelastning for længe.
Stress kan ramme os alle, men hvis du er opmærksom på de tidlige tegn, kan du selv gøre flere ting for at forebygge og undgå den langvarige stress.
Det er en god idé at tale med dine nærmeste og ikke mindst din egen læge eller en psykolog, hvis du føler dig stresset. Det vigtigste er, at du ikke går for længe med stress, fordi det er hårdt for både krop og psyke.
Her finder du en række konkrete gode råd til at håndtere og forebygge stress – brug det, der virker for dig.
Social støtte i pressede situationer kan minimere stress-reaktionerne. Det hjælper at have nogle at tale med, og nogle der fortæller, at det nok skal gå.
Brug guidet meditation eller afspænding. Det kan måske lyde langhåret med mindfulness, yoga og kropsscanning. Men det virker faktisk. Læs mere under afsnittet mindfulness, og prøv de guidede meditationer og kropsscanningen her på portalen.
Her er også et par konkrete forslag til to øvelser:
Kroppen restituerer gennem søvn og afslapning. Derfor er begge dele nødvendige for, at stressen ikke skader helbredet. Desværre er det ofte pauserne, man skærer ned på, når stressen hober sig op. Derfor er pauserne blandt de første og vigtigste skridt at integrere, når man skal forsøge at forbygge, at stressen udvikler sig.
Hvis du ofte ligger og vender og drejer dig, vågner midt om natten eller vågner alt for tidligt, har tankemylder, som forstyrrer nattesøvnen, så prøv at finde ro: