Tryg leverer igen fremgang i kerneforretningen trods ekstra våd sommer
I tredje kvartal 2025 sikrer Tryg-koncernen endnu en gang fremgang i kerneforretningen understøttet af en combined ratio på 78,6 procent og et forsikringsresultat på 2.181 mio. kroner. Samtidig har Tryg gennemført strategiske indsatser på tværs af Skandinavien, som bidrager til at styrke konkurrenceevnen og sikre en lønsom vækst i tråd med selskabets 2027-strategi.
Tryg-koncernens underliggende skadeprocent er i kvartalet forbedret med 0,3 procentpoint sammenlignet med Q3 2024, og selskabets combined ratio på 78,6 procent lander på samme stærke niveau som samme kvartal sidste år.
Samtidig er forsikringsresultatet forbedret sammenlignet med det rapporterede tal for Q3 2024. Det er til trods for, at det har været en sommer med ekstraordinært mange vejrskader i Danmark, og at kvartalet har budt på et højere niveau af storskader end i Q3 2024. Renser man for vejr- og storskader er forsikringsresultatet vokset med 7 procent sammenlignet med det rapporterede tal for Q3 2024.
”Vi fremlægger i dag et stærkt regnskab, som er resultatet af vores fokus på at sikre en robust og lønsom forretning, så vi både i dag og i fremtiden kan være der for vores kunder. Vi har allerede i år hjulpet vores kunder med flere end 1,5 mio. skadesager, og vi har erstattet og udbedret skader for mere end 19,2 mia. kroner. Det er et tal, jeg er særligt stolt af,” siger Johan Kirstein Brammer, Group CEO i Tryg.
”Det glæder mig også, at TryghedsGruppen igen har udbetalt en årlig bonus til over 1,5 mio. kunder i Tryg. De har fået tilbagebetalt seks procent af det beløb, som de har betalt for forsikringer det seneste kalenderår. Det svarer samlet til over 1 mia. kroner,” siger han.
Stabil vækst og højere niveau af vejrskader
Tryg har i sommermånederne fra juni til august hjulpet over 5.000 danskere og danske virksomheder, der var ramt af vandskader som følge af en periode med større skybrud i hele landet. Det er 18 procent flere sammenlignet med gennemsnittet de seneste fem år. Samtidig udsendte Tryg i sommerperioden over 150.000 SMS-varslinger med gode råd til at forebygge vandskader.
”Vores kunder kvitterer positivt, når vi proaktivt kommer med gode råd til at undgå vejrskader, og 2 ud af 3 kunder handler på de forebyggende råd. Vi forsøger nu at gøre vores varslinger endnu mere personlige og skræddersyede, så vi fortsat kan hjælpe med at forebygge så mange skader som muligt,” siger Johan Kirstein Brammer.
Tryg har haft udgifter til vejrskader for 200 mio. kroner i kvartalet, svarende til 40 mio. kroner over normaliseret niveau, især drevet af sommerens mange skybrud i Danmark. Udgifterne til storskader ender på 114 mio. kroner, hvilket er højere end i Q3 2024, men markant lavere end forventet. Samlet set lander vejr- og storskader under det forventede niveau.
I tredje kvartal lander væksten for Tryg-koncernen på 3,4 procent. Tager man højde for en teknisk justering, lander væksten på 4,0 procent for Q3 2025. Trygs privatforretning vokser med 3,8 procent, og korrigeret for den tekniske justering lander væksten på 4,7 procent for forretningsområdet. Trygs erhvervs- og industriforretning er vokset med 2,4 procent.
Omkostningsprocenten fastholdes på et tilfredsstillende niveau på 13,3 procent for kvartalet.
Strategiske indsatser på tværs af Skandinavien
I det seneste kvartal har Tryg eksekveret på en række afgørende strategiske indsatser og sikret vigtige milepæle på tværs af selskabets forretning i Norge, Sverige og Danmark.
”Vi har fået en stærk start mod at indfri vores målsætning om at levere en combined ratio på omkring 81 procent og et forsikringsresultat på mellem DKK 8,0–8,4 mia. kroner i 2027. Med dagens regnskab viser vi endnu en gang styrken ved at være en skandinavisk koncern,” siger Johan Kirstein Brammer.
“Vi har først og fremmest taget et vigtigt skridt mod at skalere og simplificere vores IT-landskab gennem et udvidet samarbejde med TCS. Samtidig har vi styrket og investeret i vores kommercielle motor, som begynder at vise gode tegn. Det gælder særligt i privatforretningen i Sverige, der har landet stærke partnerskaber inden for motorområdet, og i den norske privatforretning hvor onlinesalget fortsætter med at vokse,” siger han.
I Norge er Trygs onlinesalg til privatkunder vokset med 15 procent i de første ni måneder af året sammenlignet med samme periode sidste år. Onlinesalget udgør nu omkring 13 procent af det samlede salg til privatsegmentet i Norge.
I Danmark er der blandt andet fremgang på personforsikringsområdet. På et år er antallet af gravide, der vælger at forsikre sig i Tryg, næsten fordoblet. I 2024 var det knapt hver tiende gravid i Danmark, der var forsikret hos Tryg. På et år er det tal steget til næsten 1 ud af 5 (18 procent).
Transformation af Trygs IT-setup
I tredje kvartal offentliggjorde Tryg-koncernen en strategisk transformation af selskabets IT-setup gennem udvidelsen af partnerskabet med Tata Consultancy Services (TCS), som forsikringskoncernen har samarbejdet med i 15 år.
TCS overtager ansvaret for at drifte en række af Trygs etablerede IT-systemer, fx IT-support, dokument- og arkiveringssystemer, mens Tryg fokuserer sine kræfter på at udvikle kundevendte systemer på tværs af Skandinavien.
”Vi har taget et vigtigt skridt mod at transformere og forenkle vores IT-setup, så vi kan investere yderligere i ny teknologi og udvikle vores forretning på tværs af Skandinavien. Det handler om at frigøre ressourcer, økonomi og hænder til at levere de bedste kundeoplevelser, så vi fortsat differentierer os i markedet og styrker vores konkurrenceevne,” siger Johan Kirstein Brammer.
Udbytte til aktionærerne
Tryg-koncernen lander et investeringsresultat for tredje kvartal 2025 på 177 mio. kroner. Koncernen har i kvartalet afviklet investeringer i ejendomme for omkring 400 mio. kroner og geninvesteret beløbet i nordiske realkredit- og statsobligationer.
Tryg leverer et overskud på 1.980 mio. kroner før skat, som udgør 1.479 mio. kroner efter skat. Udbyttet til aktionærerne er 2,05 kroner per aktie for kvartalet – over fem procent højere end samme kvartal sidste år.
Finansielle nøgletal
Q3 2025 | Q3 2024 korrigeret | Q3 2024 rapporteret | |
---|---|---|---|
Forsikringsresultat | 2.181 mio. DKK | 2.048 mio. DKK | 2.130 mio. DKK |
Combined ratio | 78,6 procent | 79,1 procent | 78,2 procent |
Investeringsresultat | 177 mio. DKK | 526 mio. DKK | 444 mio. DKK |
Trygs Q3-regnskab skal ligesom de to forrige kvartaler læses med det for øje, at selskabet i forlængelse af en justering i inflationsafdækningen har ændret regnskabspraksis i 2025.
For yderligere information
Troels Karlskov, pressechef, Tryg Danmark
Telefon: +45 30 30 15 00
E-mail: troels.karlskov@tryg.dk