Det er forsikringssvindel, hvis nogen bevidst fortier noget eller afgiver ukorrekte oplysninger om en forsikringsbegivenhed i den hensigt at få udbetalt en uberettiget erstatning.
Det kan være ved at skrive mere på en skadeopgørelse end det, der reelt er ramt af en skade. Det kan også være ved at forfalske dokumentation for en skade – eller selv forårsage en skade for at få udbetalt en uberettiget erstatning.
Forsikringssvindel kan også ske allerede i forbindelse med købet af en forsikring, hvis man for at opnå en billigere præmie eller få en dækning, som man ikke er berettiget til, giver urigtige oplysninger eller bevidst undlader at oplyse om vigtige forhold, der har betydning for forsikringen.
I sager om personskader kan forsikringssvindel være, at man overdriver sin skade eller dens følger, eller giver udtryk for begrænsninger, man ikke har i virkeligheden.
Ved mistanke om snyd
Ved mistanke om snyd ser Tryg nærmere på sagen for at få af- eller bekræftet mistanken. Vores medarbejdere, hvoraf nogle har erfaring som efterforskere i politiet, kender og følger alle regler for den slags undersøgelser.
Undersøgelsen kan fx bestå i en gennemgang af de oplysninger, som fremgår af skadeanmeldelsen, indhentning af oplysninger fra vidner samt indsamling af tilgængelige dokumenter til sagen. Det kan fx være fra politirapporter, motorregisteret og andre relevante instanser.
Observation af personer
I meget sjældne tilfælde kan efterforskningen indebære personobservation. Det benyttes udelukkende i sager med personskade og skete i 2022 kun i 0,01 % af alle personskadesager i Tryg i Danmark. Personobservation anvendes ene og alene, når observationen er det eneste, der kan be- eller afkræfte en bestyrket mistanke om svindel. Derudover sker det i hvert enkelt tilfælde efter en fast procedure og skal altid godkendes af selskabets direktion.
Personer, der udfører en personobservation, skal have en særlig certificering, og i alle tilfælde, hvor en person har været under observation, bliver personen efterfølgende informeret om det, sådan som reglerne foreskriver.
Trygs undersøgelser følger altid gældende lovgivning og etiske retningslinjer, bl.a. regler om privatlivsbeskyttelse, ”Bekendtgørelse om undersøgelser foretaget af forsikringsselskaber” (BEK nr. 1377 af 20. juni 2021) samt F&P's branchekodeks.
Hvis der er begået forsikringssvindel
Hvis en undersøgelse viser, at kunden har forsøgt at begå forsikringssvindel, vil konsekvenserne altid afhænge af en konkret vurdering.
Udover at det kan have betydning for kundens krav på erstatning, kan forsikringssvindel både få strafferetlige og økonomiske efterspil. Man kan blive politianmeldt, og en evt. uberettiget udbetalt erstatning vil blive krævet tilbagebetalt.
Ifølge straffelovens § 279 er forsikringssvindel at betragte som bedrageri, og det giver en plet på straffeattesten i to til fem år. Straffen for overtrædelse er bøde eller fængselsstraf i op til halvandet år.
Har du spørgsmål angående forsikringssvindel?
Har du spørgsmål, er du velkommen til at kontakte os på 70 11 20 20.