Tryg opnår fuldt ejerskab af Undo

08-12-2023 13:00
No image
 
 

Ved udgangen af året opnår Tryg det fulde ejerskab af forsikringsselskabet Undo, som den skandinaviske forsikringskoncern allerede ejer 87 procent af. Investeringen i Undo har bidraget med unikke indsigter i et digitalt funderet forsikringsselskab, og med købet af de resterende 13 procent aktier i selskabet bringer Tryg nu de erfaringer ind i selskabet til glæde for alle dets øvrige kunder.

 

Som en del af Trygs innovationsindsats indgik forsikringskoncernen tilbage i 2017 et partnerskab med Undo og investerede i det nyetablerede forsikringsselskab, der gik i markedet med en ambition om at være 100 procent digitalt. Med et ønske om at fokusere Trygs digitaliserings- og innovation agenda yderligere, har selskabet besluttet at overtage det fulde ejerskab af Undo. Det sker per 29. december 2023. De resterende 13 procent af Undo ejes i dag af Rainmaking Innovation, Undo's tre grundlæggere samt en gruppe medarbejdere.

 

"Vores samarbejde med Undo var en strategisk satsning, som havde til formål at opbygge erfaring med at drive et digitalt forsikringsselskab", fortæller Henrik Grønborg, direktør for Trygs privatforretning i Danmark.

 

Undo har gennem alle årene været et selvstændigt selskab under eget brand, men har hele tiden arbejdet tæt sammen med Tryg.

 

"Samarbejdet har på alle måder været en succes. Med vores mangeårige forsikringserfaring og Undos ekspertise i innovative, digitale løsninger har det været et perfekt match, og selskabet har sat et utvetydigt fingeraftryk på det danske forsikringsmarked," fortsætter Henrik Grønborg.

 

"Men både Tryg og Undo står et andet sted nu end i 2017. Investering i digitalisering og innovation er væsentlige elementer i Tryg-koncernens strategi, og der er identificeret en række interessante skalafordele og muligheder for at gøre brug af de gode digitale løsninger fra Undo i Trygs egne distributionskanaler", uddyber Henrik Grønborg.

 

Som resultat af de digitale ambitioner har Tryg besluttet at konsolidere Undo med den øvrige Tryg-portefølje.

 

"Undos kunder har stadig samme gode dækning, service og pris som de hele tiden har haft. I løbet af 2024 vil hver enkelt kunde blive flyttet til Tryg, og her rækker vi ud til dem, hvis det indebærer ændringer til deres forsikringer," slutter Henrik Grønborg.

 

Medstifter af Undo og administrerende direktør i selskabet, Sophie Bohr Grønbæk, siger nu farvel til sit hjertebarn, men har fuld forståelse for Trygs beslutning.

 

"Vi er meget taknemmelige for de muligheder, vi har fået gennem samarbejdet med en stor koncern som Tryg. Det har været en fantastisk rejse, og jeg er vildt stolt over de gode resultater, vi har skabt sammen med vores mange dygtige medarbejdere. Vi har ideer nok til at fortsætte mange år endnu, men når det er sagt, så er jeg sikker på, at Undos kunder også bliver glade i Tryg, og i den kommende periode bliver vores fornemmeste opgave i Undo at sikre netop det," konkluderer Sophie Bohr Grønbæk.

 

 
Kontaktinformation

Susanne Lindhage, pressechef, Tryg Danmark

Mobil: +45 41 86 28 80, mail: susanne.lindhage@tryg.dk