Billigere bilforsikring på vej 

27-08-2018 11:00
No image
 
 

En ny og billigere bilforsikring er på vej til de danske bilister. Bag den nye forsikring står selskabet Tryg, der vil belønne sine kunder med op til 30 procent rabat på bilforsikringen, hvis de kører godt. Forsikringen, som har fået navnet Tryg Drive, er gennem det seneste år blevet testet på unge bilister, og resultaterne er så gode, at Tryg nu tilbyder den til kunder i alle aldre.

 

Konceptet går ud på, at bilister, som tegner den nye bilforsikring, får tilsendt en dongle, der skal sættes i et stik i deres bil. Donglen, der er trådløst forbundet med en app, analyserer forsikringstagerens kørsel og belønner ham/hende med op til 30 procent rabat på forsikringen i form af en kørebonus, hvis han/hun kører godt.

 

"Vores priser har hidtil været beregnet ud fra en risikovurdering, der bygger på skadedata for en gruppe af kunder. Men ved hjælp af ny teknologi er vi nu i stand til at vurdere kørslen for hver enkelt bilist. I praksis betyder det, at vi kan tilbyde en pris, der tager udgangspunkt i individets adfærd fremfor en gruppes kørselsmønster," fortæller Frederik Sjørslev Søgaard, direktør for pris- og produktudvikling hos Tryg.

 

Kundens kørsel analyseres ud fra et avanceret set up med cirka tyve forskellige parametre, der blandt andet omfatter udsving i acceleration, trykket på speederen, motorens omdrejningstal, hastighed og meget mere.

 

"Gennem det seneste år har vi testet Tryg Drive på bilister i alderen 18 til 30 år. De unge har i den grad taget tilbuddet til sig, og samtidig oplever vi stor interesse fra bilister over 30 år. Derfor har vi besluttet at tilbyde produktet til alle kunder uanset alder fra den 28. august i år. Men hvis man hellere vil købe en almindelig bilforsikring, kan man selvfølgelig også stadig det," siger Frederik Sjørslev Søgaard.

 

Siden lanceringen af Tryg Drive sidste sommer har Tryg øget salget af bilforsikringer til unge med 70 procent, og næsten halvdelen af selskabets nye bilkunder i aldersgruppen fra 18 til 30 år tegner en Tryg Drive bilforsikring.

 

"Vi glæder os meget over, at den nye teknologi er blevet så godt modtaget. Jeg tror, det skyldes de fordelagtige præmisser, vi tilbyder forsikringen under. Således er hensigten med donglen ikke at kigge nogen over skulderen. Vi kan kun se den samlede kørebonus - ikke om en bestemt fartgrænse overholdes eller lignende. Forsikringen kan heller ikke blive dyrere, hvis du kører dårligt - kun billigere, hvis du kører godt," fortsætter Frederik Sjørslev Søgaard.

 

Tryg er ikke ene om at glæde sig. De unge, der til dagligt kører med Tryg Drive donglen, har nemlig kørt så godt, at de efter det første år har sparet 15 procent i snit på deres bilforsikring.

 

"Ambitionen med Tryg Drive er naturligvis ikke bare at lokke flere kunder til vores selskab med en billigere bilforsikring. Vi håber også, at kunderne via app'en bliver mere bevidste om deres kørsel og på sigt bliver bedre bilister. Det er stadig for tidligt at drage nogen konklusioner, men vi ser allerede nu en række positive tendenser for både køreadfærd og skadefrekvens. De tendenser forventer vi at se mere af i takt med, at antallet af kunder med Tryg Drive øges, og det er en medvirkende årsag til, at vi nu udvider konceptet til alle kunder. Det ville jo være fantastisk, hvis vi kunne være med til at øge trafiksikkerheden på de danske veje ved at nudge vores kunder til at køre mere fornuftigt," forklarer Frederik Sjørslev Søgaard.

 

En af dem, der har tegnet en Tryg Drive bilforsikring, er 22-årige Mathilde Quaade fra Kalundborg, som netop har fået udbetalt en kørebonus på over 2600 kroner efter at have kørt med donglen i et år. Hun bekræfter, at konceptet har påvirket hendes måde at køre på.

 

"Der er jo gået sport i det, og jeg forsøger hele tiden at optimere min kørsel og forbedre min score - både for at spare penge og for at vinde over min kæreste, der også kører med app'en. Jeg er efterhånden ved at have godt styr på, hvad app'en vægter positivt og negativt, og jeg forventer at kunne opnå en endnu større kørebonus til næste år," slutter Mathilde. 

 

App'en til Tryg Drive kan downloades i App Store og via Google Play.

 

Læs mere om Tryg Drive på www.tryg.dk/drive

 

 

Fakta om Tryg Drive

 

Tryg Drive-donglen er en såkaldt OBD-læser (On-Board Diagnostics), der kommunikerer med en smartphone via Bluetooth. På de fleste biler sidder stikket til OBD-læseren i nærheden af førersædet, ved ratstammen. Med en størrelse på 4,9x2,5x2,3 centimeter er donglen én af de mindste OBD-læsere på markedet. Den kan installeres i alle biler, som er fremstillet i år 2001 og fremefter - med undtagelse af elbiler.

 

Efter hver tur får forsikringstageren en score på mellem 1 og 15, hvor 1 er det bedste. Hvis han/hun har kørt under 11, optjenes kørebonus. Score 11 er som forventet og giver 0 kroner i bonus, mens score 12-15 resulterer i et negativt træk på bonussaldoen.

 

I app'en kan forsikringstageren hele tiden se sit kørselsmønster og følge med i, om han/hun har sparet penge på forsikringen - og i så fald hvor meget. En gang om året udbetales det samlede kørebonusbeløb, såfremt der er plus på kundens konto. Hvis saldoen ender i minus ved periodens udløb, vil der ikke blive efteropkrævet penge af kunden. Prisen er stadig den samme, som da Tryg Drive-forsikringen blev købt. Med andre ord er der intet at tabe, kun penge at spare.

 

For at hjælpe kunderne på vej og øge deres motivation har Tryg givet app'en en række funktioner, som har til formål at informere og underholde. Blandt andet indeholder app'en gode råd til, hvordan brugeren kan optimere sin kørsel. Derudover har den fået et konkurrenceelement, så bilens brugere kan dyste med hinanden om, hvem der kører bedst, ligesom de kan konkurrere med andre bilister, der har købt forsikringen.

 

Forsikringstageren sammensætter selv sit Tryg Drive-produkt, inklusiv forventet kørelængde. Som minimum kræves, at der tegnes en kasko- eller en delkaskoforsikring, som efter behov frit kan suppleres med en eller flere tilvalgsdækninger.

 
Kontaktinformation

For yderligere oplysninger kontakt venligst:

Susanne Lindhage, mobil: +45 41 86 28 80, mail: susanne.lindhage@tryg.dk