Tryg styrker sit engagement inden for dansk landbrug

01-04-2014 08:00
No image
 

Med overtagelsen af ny- og omtegningsretten til Codans portefølje inden for landbrugsområdet udvider Tryg sit i forvejen betydelige engagement i dansk landbrug og styrker sin position som landbrugets foretrukne forsikringspartner.

 

Tryg har indgået aftale med Codan om en samlet overtagelse af ny- og omtegningsretten til selskabets portefølje af i alt godt 1.600 fortrinsvis mindre landbrugskunder fordelt over hele landet. Aftalen træder i kraft med omgående virkning.

Samtidig afvikler Codan sit landbrugs­engagement for at fokusere på selskabets prioriterede segmenter.

- Tryg har gennem årene opbygget stor ekspertise inden for landbrugs­området båret frem af dygtige, specialiserede medarbejdere og et effektivt og dedikeret servicecenter, der hver dag arbejder fokuseret med at rådgive vores kunder inden for dansk landbrug, siger Søren Hjortflod, salg- og servicedirektør for Erhverv i Tryg.

- Vi ser frem til at kunne byde Codans landbrugskunder velkommen i Tryg og glæder os til at tilbyde dem den samme gode service og rådgivning i høj kvalitet, som vores eksisterende kunder allerede kender os for, fortsætter Søren Hjortflod.

Med aftalen overtager Tryg retten til at ny- og omtegne Codans kunder på Trygs egne forsikrings­betingelser. Dette vil kunne ske med det samme eller i takt med, at kundernes eksisterende aftaler med Codan udløber.

Tryg og Codan har i tillæg indgået en administrationsaftale, der betyder, at Tryg indtil omtegning eller udløb viderefører administrationen med Codans landbrugsportefølje på de nuværende betingelser. Skadesager er undtaget af aftalen og vil fortsat håndteres af Codan.

- Vi er glade for, at vi med aftalen med Tryg har sikret vores kunder en fortsat stærk og aktiv samarbejdspartner, som indgående kender landbrugets betingelser og vilkår. Derfor anbefaler vi, at vores landbrugskunder rekvirerer et forsikringstilbud fra Tryg, siger Anders Hestbech, erhvervsdirektør i Codan.

Sammen med ny- og omtegningsretten overtager Tryg i alt otte erfarne medarbejdere fra Codan, der fra i dag er overflyttet til Tryg.

 
Kontaktinformation

Kommunikationschef Kasper Riis, mobil: 41 77 68 34, email: kasper.riis@tryg.dk