Terror påvirker vores valg af rejsemål - dog mindre end tidligere
Den internationale terrortrussel påvirker vores valg af rejsemål i en sådan grad, at der er destinationer, som vi fravælger at rejse til. Dog er vi mindre påvirkede i dag end vi var for blot tre år siden. Blandt de rejsemål, som vi er mindst trygge ved, er Tyrkiet og Egypten.
Når man spørger danskerne, om den internationale terrortrussel har påvirket deres valg af rejsemål i en sådan grad, at de kunne finde på at fravælge visse destinationer, svarer cirka hver anden af dem ja (48 procent). Det viser en ny undersøgelse, som YouGov har gennemført på vegne af Tryg.
Vi er mindre påvirkede end for tre år siden
Ikke desto mindre er danskerne ikke lige så påvirkede i dag, som de var for bare nogle år siden. Tilbage i maj 2016 svarede 60 procent af dem nemlig ja, da YouGov stillede dem selvsamme spørgsmål. Det er et fald på 12 procentpoint på lidt over tre år.
Og faldet er sket på trods af, at der i perioden har været op til flere terroranslag på populære turistdestinationer i Europa, for eksempel i Nice, London, Barcelona, Berlin og Stockholm.
"Terror er ikke længere kun noget, der findes i den ikke-vestlige verden. Det er også blevet en del af vores hverdag i Europa og dermed noget, som vi har været nødt til at forholde os mere aktivt til. Med andre ord er terror blevet en del af risikobilledet - et billede, som mange mennesker nok har erkendt, at de ikke at kan kontrollere sig ud af gennem deres valg af rejsemål," forklarer leder af Institut for Belastningspsykologi, Rikke Høgsted, der har en baggrund som chefpsykolog i Falck Heathcare og militærpsykolog i Det Danske Forsvar.
"Derudover er faldet formentlig et udtryk for, at mange danskere har valgt at modsætte sig terroren. De vil ikke lade sig styre af frygt og rejser i højere grad end tidligere derhen, hvor de har lyst - på trods af risikoen for terror," supplerer hun.
Få afbestiller rejsen på grund af terror
Den tese bekræfter Tryg, som via rejseforsikringen bistår danske turister, hvis rejsemål er blevet ramt af terror.
"Inden for de seneste knap tre og et halvt år har vi haft omkring 430 sager, der er relateret til terror på vores kunders rejsemål. Det drejer sig blandt andet om tilfælde, hvor kunden ulykkeligvis har været til stede ved hændelsen og derfor har haft brug for evakuering og/eller psykologisk krisehjælp. Disse tilfælde udgør dog gudskelov en meget, meget lille andel," fortæller Charlotte Dietzer, skadechef i Tryg, og fortsætter:
"I langt de fleste tilfælde handler det om sager, hvor kunden ønsker at gøre brug af sin afbestillingsforsikring, fordi destinationen for hans/hendes kommende ferie har været udsat for et terrorangreb. I forhold til antallet af danske turister på de destinationer, der er blevet ramt af terror i perioden, er der dog relativt få afbestillingsager. Det fortæller både noget om den oplevede risiko og danskernes vilje til at rejse ud i verden på trods af de ting, der sker derude."
Vi er mindst trygge ved Egypten og Tyrkiet
De rejsemål, som danskerne er mindst trygge ved at rejse til blandt de populære turistdestinationer, er Egypten og Tyrkiet. Således svarer cirka to ud af tre danskere (68 procent) nej til, at de ville være trygge ved at rejse til Egypten. For Tyrkiet er tallet 51 procent, svarende til mere end hver anden dansker. Men også lande som Thailand og USA skaber en vis utryghed blandt danskerne. Henholdsvis 29 procent og 20 procent af de adspurgte svarer nej til, at de ville være trygge ved at rejse til disse destinationer. Det viser YouGov-undersøgelsen.
"Terror er blot én blandt flere ting ved en feriedestination, der kan gøre os utrygge. Andre årsager kan for eksempel være kriminalitet, politiske uroligheder, naturkatastrofer, epidemier og andre sundhedsrisici. Når det er sagt, så har både Egypten og Tyrkiet inden for de seneste år været ramt af op til flere terrorhændelser. Det har sat sine spor i danskernes bevidsthed og været med at påvirke deres oplevelse af de to rejsemål," siger Rikke Høgsted.
Vi er mest trygge ved Norge
Til gengæld lader vi til at være ved at genvinde tilliden til et land som for eksempel Frankrig, der led et alvorligt knæk efter terroranslagene i Paris i november 2015. I maj 2016, et halvt år efter angrebene i den franske hovedstad, erklærede 21 procent, svarende til cirka hver femte dansker, at de ikke ville føle sig trygge ved at rejse til landet. I dag er det tal 11 procent. Det er kun en anelse højere end Sverige (10 procent), men væsentligt højere end Norge (4 procent), der er det land på listen over populære turistdestinationer, som vi føler os mest trygge ved.
FAKTA
Blandt de borgere, der svarer ja til, at den internationale terrortrussel har påvirket deres valg af rejsemål i en sådan grad, at de kunne finde på at fravælge visse destinationer, er flest kvinder (53 procent mod 43 procent af mændene) og personer i aldersgruppen 60+ år (52 procent). Blandt danskere i alderen 50 til 59 år er det til gengæld kun 43 procent, der svarer ja til spørgsmålet om, hvorvidt de kunne finde på at fravælge visse destinationer.
You-Gov-undersøgelsen
Undersøgelsen er gennemført af analyseinstituttet YouGov. Der er gennemført henholdsvis 1007 og 1018 CAWI-interviews med danskere i alderen 18+ år i perioden 27.-29. maj 2016 og 6.-9. september 2019.
For yderligere oplysninger kontakt venligst:
Susanne Lindhage, mobil: +45 41 86 28 80, mail: susanne.lindhage@tryg.dk