Lægen lige ved hånden
Tryg lancerer lægehotline med videokonsultation
Som det første forsikringsselskab i Danmark lancerer Tryg nu en lægehotline, der kan benyttes aftener og weekender, når egen læge holder lukket. Konsultationen foregår via en app med videokonference. På den måde bringes lægen direkte til patienten med en ny teknologi, som kan spare den syge for transport og ventetid ved lægevagt eller skadestue.
Det hænder, at sygdom opstår i en weekend eller på en helligdag uden for egen læges åbningstid. Og det kan være sin sag at skulle af sted til lægevagten, hvis man for eksempel bor langt væk, ikke har nogen bil eller er alene hjemme med børnene.
Den udfordring vil Tryg gerne hjælpe sine kunder med at løse ved at give dem en let tilgængelig og fleksibel mulighed, de kan gøre brug af i forbindelse med akut opstået sygdom. Derfor lancerer selskabet nu Tryg Læge Hotline - en tilvalgsdækning, der kan købes af virksomheder til ansatte, som har en sundheds- eller diagnoseforsikring hos Tryg.
Trygs lægehotline er en innovativ telemedicinsk løsning, som sikrer hurtig adgang til lægen på patientens præmisser og samtidigt minimerer behovet for besøg hos lægevagt/skadestue. Hotlinen er åben alle hverdage fra klokken 16.00 til 22.00 samt i weekender og på helligdage fra klokken 9.00 til 17.00. Den betjenes af speciallæger i almen medicin, som kan give svar på bekymringer om sygdomssymptomer, der ikke kræver fysisk undersøgelse.
Konsultationen foregår som videokonference, der er tilgængelig via en gratis app 'TrygSundhed' på smartphone, tablet eller computer. På skærmen kan læge og patient se hinanden, og den syge bliver tilset derhjemme i vante og trygge omgivelser. Med andre ord er lægen altid lige ved hånden, kun få klik væk.
Ud fra samtalen og videobilleder af patienten kan hotlinens læge vurdere, om patientens sygdom skal behandles - og om behandlingen skal iværksættes straks eller kan vente, indtil egen læge åbner. Lægen kan også udskrive recepter og henvise patienten til nærmeste sygehus med henblik på en fysisk undersøgelse, hvis det skønnes nødvendigt.
"Vi tilbyder lægehotlinen i samarbejde med Aleris-Hamlet, der varetager konsultationen med Trygs kunder. Aleris-Hamlet har drevet privat videokonsultation det seneste år, og deres erfaringer viser, at op mod 70 procent af alle henvendelser kan løses på stedet med behandling eller rådgivning," fortæller Line Dalsfort, produktkonsulent hos Tryg. "Vi har derfor store forventninger til hotline-produktet, der med den nye videoteknologi giver lægen et bedre grundlag for at kunne vurdere sygdommen og hjælpe patienten direkte over telefonen. Det handler om tid og komfort, men i høj grad også om tryghed. Det kan vi give vores kunder gennem videokonsultation med almen medicinere med høj sundhedsfaglig kompetence, når kunderne har brug for det og dér, hvor de har brug for det," slutter hun.
Tilvalgsdækningen Tryg Læge Hotline koster 799 kroner årligt og kan benyttes ubegrænset af personer, der gennem deres arbejdsplads har en sundheds- eller diagnoseforsikring i Tryg. Den forsikrede kan ringe til hotlinen på vegne af sig selv og hjemmeboende børn i alderen 0 til 15 år. Ægtefælle/samlever og børn over 15 år kan ligeledes få adgang til tilbuddet, såfremt de har tegnet en sundheds- eller diagnoseforsikring hos Tryg og tilkøbt dækningen Tryg Læge Hotline.
App'en 'TrygSundhed' er et led i udviklingen af Trygs sundhedsforsikring. Den indeholder foruden lægehotlinen en række andre nye sundhedstilbud, som med fokus på videokonference og forebyggelse skal gøre forsikringen endnu mere attraktiv for kunderne. App'en kan downloades på http://www.tryg.dk/erhverv/forsikringer/sundhedsforsikring, hvor der findes mere information om Tryg Læge Hotline og de øvrige tilbud.
For yderligere oplysninger kontakt venligst:
Susanne Lindhage, mobil: +45 41 86 28 80, mail: susanne.lindhage@tryg.dk